DER VAR ENGANG EN ÆBLENØRD
Vi mødte Jens Skovgaard for et par år siden i forbindelse med en artikel til Godt Grej fra Bent Brandt. Og æblenørden brændte sig ind i vores begejstring for altid, for vi mødte ikke kun en fantastisk vinmager med fingeren i æblesiruppen, men også en gudsbenådet fortæller med en karisma og madglæde, der udmønter sig i det ene mere vanvittige initiativ end det andet. 10.000 mennesker kommer hvert år til vingården Cold Hand Winery i Læsten for at smage det. Det kan der skrives bøger om, så det har vi gjort.
EVENTYR OG RØVERHISTORIER
Historien om Cold Hand Winery er et eventyr fyldt med røverhistorier, som kun Jens kan fortælle dem. Problemet er, at historien har udviklet sig, før han får dem skrevet ned, og det samlede værk ville få Lademanns leksikon til at ligne et hæfte. Så kunsten har været at få mere end 10 års uheld og held kogt ned i et sprog, som kom det fra hestens mule samtidig med, at der blev plads til masser af de opskrifter, som det madglade æblepar og de mange kokkevenner disker op med til vinsmagninger, cocktail-leg og restaurant-events. Og det må for alt i verden ikke blive kedelig – forklaringen på, at Svend Erik har muntret sig med et layout, der er seriøs leg, og Jesper Rais har fotograferet en stemning, der smager af afslappet velsmag.